Søg
Gert Balling
Ph.d.

Teknikkens svøbe - Et spørgsmål om fremtid … og fortid

01.05.2007

”Åh nej, er der da slet ingen, der fatter at teknikken er et gode; at den er vores grundlag.”

Udsagnet kom spontant fra en fortvivlet fysiker under en tværfaglig diskussion, jeg deltog i. Temaet for debatten var ”fremtidens krop”, og folk fra både humaniora og naturvidenskab var sat i stævne. Fysikerens udbrud var på den ene side irriterende, fordi konfrontationen var så forudsigelig, men på den anden side så blotlagde det ikke bare to klassisk forskellige perspektiver – det humanistiske kontra det naturvidenskabelige – men også to helt forskellige formål: Nemlig naturvidenskabens kamp for at kortlægge og operationalisere naturen til glæde for menneskeheden, og humanisternes kamp for at udbedre det vakuum, der opstår mellem natur, operationaliseret natur – mellem menneske og teknik. Spørgsmålet er selvfølgelig hvilket menneske, der er centrum for disse bestræbelser. Operationaliseringen har nemlig affødt et nyt menneskebillede… og et nyt vakuum.

Mekanik

Den franske filosof René Descartes kaldes den første moderne filosof, fordi han tegner en vigtig overgangsfigur mellem to forskellige måder at forstå verden omkring os på; henholdsvis en kristen og en naturvidenskabelig mekanisk verdensorden. I 1641 udgav Descartes værket Meditations de prima philosophia, hvor menneskets krop indskrives i et mekanisk verdensbillede. Den engelske matematiker og fysiker Isac Newton førteI værket Philosophiae Naturalis Principia Mathematica fra 1687.ideen om det mekaniske univers videre, idet han så at sige oversætter mekanicismen til universelle principper i et overordnet system, der ligestiller alt fra legemers fald på jorden til stjernernes baner i universet. 60 år senere søgte den franske filosof og læge Julien Offray de la Mettrie I værket L’homme machine fra 1747. at overvinde dualismens problemer ved at inddrage ikke blot kroppen, men hele mennesket i et mekanisk bestemt system.

Hos la Mettrie er gudsbegrebet skiftet ud med ideen om den kreative natur, og han kæder i stedet det mentale og det kropslige liv sammen i forskellige mentale og fysiologiske niveauer. Bevidstheden (sjælen) beskrives derfor af la Mettrie som en slags selvbevægende materie, og dermed reduceres mennesket for første gang til en ren automat. Mettrie er selv bjergtaget af de samtidige automatbyggere, hvis dukker netop var meget populære i samtiden – måske fordi de en miniature inkarnerede det mekaniske perspektivs principper. Dukkerne kan også ses som en foregribelse af den påvirkning, den mekaniske verdensforståelse fik på hverdagslivet omkring år 1900: Nemlig i den rationalitet som prægede det moderne vestlige storbymenneskes måde at tænke, handle og arrangere sine omgivelser på. Rationalitetsbegrebet bygger på et grundprincip om at producere en ønsket effekt med et minimum af spild. Dette medfører, som vi ved, begreber som effektivitet, fart, tempo og som følge heraf vækst – alt sammen bundet sammen i en kontinuerlig vekselvirkning. Og med disse begreber som positiver i sig selv, følger uafværgeligt også: Den teknisk betingede fremtid.

Afhængig uafhængighed

Den tyske filosof G.W.F. Hegel gjorde allerede i værket Phänemenologie des Geistes 1807 opmærksom på dialektikken i det man betragtede som et statisk magtforhold, nemlig forholdet mellem herren og slaven. Han påpegede, at selv om herren søgte sin personlige frihed gennem beherskelsen af slaven ved at overføre sin vilje på ham, skete der alligevel en forskydning af magtforholdet idet han blev afhængig af slaven.

Teknikken blev menneskets slave i kampen mod den natur naturvidenskaben havde reduceret mennesket til. Målet var gennem teknikken at kunne styre (operationalisere) naturen, men prisen var afhængiggørelse af teknikken. Og den var i princippet selvvalgt, for teknikken og den mekaniske verdensorden skulle vise sig ikke at være en opdagelse af noget naturgivent, men derimod en udvikling af en konstruktion. Det fastslog bl.a. den danske fysiker Niels Bohr på baggrund af det kvantemekaniske opgør med den deterministiske fysiks begreber, der altså netop viste sig ikke at være universelle.

På trods af, at filosoffer som M. Horkheimer og Th. W. Adorno fremhævede dialektikken i oplysningens projekt i form af fremmedgørelse overfor den indre såvel som den ydre natur gennem teknikkens rationalitet, flød billedet af mennesket og teknik stadig tættere sammen. Netop efterkrigstidens computer-’hjerne’ er et godt eksempel på dette. Den blev nemlig bygget op efter samtidens forståelse af menneskehjernens måde at fungere på, hvilket i dag kan ses som en slags profetisk benævnelse af sammensmeltningen mellem menneske og teknik. Sammensmeltningen var dog ikke en revolution i sig selv, men nærmere en afrunding af den oprindelige revolution, der bestod i decentreringen af mennesket; forrykkelsen væk fra verdens centrum. Begrebet ”revolution” er meget betegnende for det voldsomme skift og blev netop bragt på banen af astronomen Nicolaus Kopernicus I værket De revolutionibus orbium coelestium fra 1543.
 , der gjorde rede for, at solen og ikke jorden, som antaget i middelalderen, var centrum for universet. Herfra måtte mennesket sande den ubønhørlige nedtælling, som 400 år senere skulle fjerne den principielle forskel mellem menneske og maskine. 

System og information

1948 opstod kybernetikken som en måde at anskue mennesket og maskinen på inden for ét og samme system, blot som forskellige i graden af kompleksitet. Det levende blev her defineret som et selvopretholdende og selvregulerende system, bestemt ud fra en ideel fællesnævner; at alle processer kan oversættes til informationer.

Brugen af informationstekniske begreber til at betegne den kunstige (tekniske) og den naturlige organisme blev senere grundlaget for forskningen i f.eks. kunstig intelligens. Men også inden for biologien tager de informationstekniske termer over. Det sker allerede 1953 da information bliver betragtet som en egenskab ved molekylet. I dag betegnes ”gener” frejdigt som ”programmører”, immun- og nervesystemet ”forarbejder informationer”, og indenfor molekylarbiologien taler man om en ”genetisk kode”, ”livets program” etc. Denne informationstekniske computerbaserede analogi peger på en menneskeanskuelse, der baseres på informationssystemets binaritet. Og netop information er i informatikken noget objektivt tilstedeværende, dvs. en informationsmængde, der kan fastslås ved en matematisk måling af sandsynlighedspotentialet, som inden for f.eks. computerrelaterede processer er kendetegnet ved et på forhånd teknisk defineret udfaldsrum.

Når mennesket således indskrives i informationsteoriens teknisk orienterede begrebsapparat som en art programmerbart informationsmønster (den genetiske kode), forsvinder den tidligere forståelse af mennesket som noget ophøjet og ukrænkeligt. Og det er netop i denne begrebslige bevægelse, at cyborgen opstår.

Ideen om cyborgen er afledt af kybernetikken og blev fostret i NASA-regi i 1960 ud fra tanken om, at man kunne ”omkode” mennesket til at kunne leve i andre omgivelser end den atmosfæriske. Ideen om mennesket som en ukrænkelig helhed ombrydes altså radikalt. Anses mennesket som et informationsstruktureret system, bliver det til en samling af enkeltdele, hvis livsniveau bestemmes af enkeltdelenes forhold til hinanden og graden af kompleksitet indeholdt i enkeltdelenes udveksling af information. Dermed er mennesket en samling af organiske og mekaniske ressourcer i et multikompatibelt system betinget af et på forhånd teknisk defineret udfaldsrum. 

”Divid´et”

Vores afhængighed af teknikken styrker os, men i kampen mod naturen flyttes vi samtidig længere og længere væk fra ideen om det ukrænkelige individ. ”In-divid” betyder ”u-delelig”, og hvad enten vi deler organer ud eller kloner os til reservedele og sikkerhedskopier, så nærmer vi os ”dividet”; det substansløse eller det endeligt decentrerede. Derfor har fysikeren jo på sin vis ret, når han rejser sig og lufter sin uforbeholdne utilfredshed med at humanister ikke kan indse, at uden teknikken havde vi ikke været her, og at teknikken derfor er et ubetinget gode for os. Teknikken er grunden til, at vi har overlevet så længe (og så mange), og grunden til at vi har kunnet beherske vores omgivelser. Gennem teknikken har vi skabt os en privilegeret position… men hvem er ”vi” og ”os”?

Gennem afhængigheden til teknikken og teknikkens logik er vi bundet til en fortsat integrering, hvilket højest sandsynligt vil betyde enden på Homo sapiens såvel som begyndelsen på en reel cyborg fostået som et konkret teknisk modificeret menneske (hvad enten det er mekanisk/elektronisk eller organisk modificeret). I denne mellemperiode, eller i denne limbotilstand fornemmes netop postmodernitetens ”efter-tid”, en betegnelse, der netop antyder at tilstanden ligger efter moderniteten, men ikke hvad dette ”efter” indebærer. For hvad skal man dog sætte i stedet for oplysningen – der altså fejlede på trods af sine selvkritiske dimensioner – andet end blotlæggelsen af de kunstige strukturer og konstruktioner vi har slået os selv op på? Således er heller ikke den digitaliserede fællesnævner i et verdensbillede hvor alt er information andet end endnu en konstruktion, måske endog en rekonstruktion af tidligere tiders sammenhængende verdensbillede, men ikke desto mindre en billet til efter-efter – dvs. fremtiden… og Homo technicus alias cyborgen.

Tekst har tidligere været offentliggjort.